Hvis der er noget, som har stået frem som noget specielt i musikverdenen, så er det, hvad punkerne tog på i halvfjerdserne. Det var noget, som var specielt, eller rettere mærkeligt, underligt og særpræget.
Musikken var simpel, enkel og uden meget musikalsk indsigt. Tøjet var en blanding af alt, og det handlede i bund og grund bare om at skille sig ud fra borgerskabet og prøve at virke, som om man hellere ville provokere end noget andet.
Håret og makeuppen var som tøjet en provokation; hanekamme og piercinger kombineret med læderjakker og sort tøj. Måske en sikkerhedsnål eller 3 gennem kinden var ikke noget, som man længere vendte sig om på gaden efter, det var bare en del af det billede, man kunne se, specielt i de store byer, og tog du ti
l London, England, hvor punk opstod, så var det noget, som du kunne se mange hundrede gange om dagen.
Både musikken, attituden og tøjet i punkperioden var en provokation mod det etablere samfund, og anarki var nok det, som punkere ønskede og arbejdede hen imod. Individets ansvar og samtidig individets ret til at klæde sig som det lystede, uden at nogen skulle blande sig i det. En løssluppenhed, som man ellers ikke fandt noget andet sted, men samtidig også et ønske om et total sammenbrud af det samfund og den samfundsstruktur, der var i det moderne samfund.
Noget som selvfølgelig ikke var muligt, men det gav os en periode i moden, hvor alt var tilladt, og der ikke var nogle grænser for, hvad punkeren gjorde og ville gøre. Noget, som ikke kommer igen, det er med sikkerhed, for det er samfundet i dag slet ikke gearet til.